Noget er gået i stykker i vores folkeskole. Kan det repareres?

[00:00:00] Anne-Marie Dynes Møller: Der er mange problemer at tage fat i i den danske folkeskole. Hvor vil du sætte ind først for at sikre, at systemet ikke slår færre sprækker? [00:00:10] Morten Kirk Jensen: Først og fremmest er vi nødt til at få opbygget mere kapacitet til at handle på flere børns problemstillinger tidligere og mere forebyggende ude på skolerne. Nogle steder og i forhold til nogle grupper af børn, men det er også vigtigt at se. Det store billede er, at for langt de fleste børn i det her land her, de går i den almindelige skole og er glade for det. Men for de børn, der kommer i klemmesystemet, der er det jo super alvorligt og har rigtig store følger, både for dem selv og deres familie. [00:00:41] Anne-Marie Dynes Møller: I dagens afsnit af Jernestarter skal vi tale om sammenspillet mellem den anmeldende skole og specialområdet, der tilsammen har skabt lidt af en negativ spiral. Flere og flere børn får diagnoser, og flere har behov for særligt støtte og sendes til specialtilbud. men det giver en økonomisk hovedpine i rigtig mange kommuner. 28 procent af folkeskolens økonomi bruges nemlig på 7 procent af elevernes specialtilbud. Det udhuller folkeskolens pengekasse, og det går ud over den almindelige skole, hvor de fleste børn går. I dag stiller vi spørgsmålet. Kan vi fikse vores måske øedlagte folkeskole, samtidig med at flere og flere elever har behov for specialundervisning? Mit navn er Anne-Marie Dynsmøller. Med mig i studiet har jeg Thye Tegtmeier, seniorforsker i VIVE. Og så har jeg også besøg af Morten Kjerg Jensen, direktør for læring i Hedensted Kommune. Morten, hvis du skulle pege på de tre største udfordringer Folkeskolen er nu 2026 store for, hvad vil du så pege på? [00:01:48] Thyge Tegtmeger: Top of mind hos mig er nok vores fraværelseproblematikker. Der er så mange, der føler sig kaldet til at trække sig fra fællesskaberne og blive hjemme. Det synes jeg er et kæmpe problem. Og så er det andet det, at økonomien i skolen bliver udhulet af, at vi segregerer stadig flere, og også flere end vi har gjort tidligere. Og så ser jeg sådan helt overordnet, at vores samfundsfællesskab og dermed også skolens fællesskab er under pres. [00:02:13] Morten Kirk Jensen: Vi laver jo mange af de her landstækkende undersøgelser, og der taler vi jo også jævnligt med børn. deres forældre, børn, der har brug for noget støtte og hjælp, men hvor systemet er for langsomligt, og skolerne har for lidt kræfter til at sætte ind i forhold til at tilpasse rammerne til de børns støttebehov. Og så sker der i mange af sagerne, at børnene på et eller andet tidspunkt, når de sidder i en ramme, hvor de ikke bliver mødt på den rigtige måde, så begynder de at trække sig. Så man kan sige, at den der langtidsbekymrende fravær, hvor børn slet ikke kommer i skole, Det er i hvert fald også noget, der for en stor del vedkommende handler om skolens problemer i forhold til at yde støtte til de børn, der har brug for hjælp. Og jeg er helt med på, at det er egentlig bare toppen af isbjerget. [00:02:57] Thyge Tegtmeger: Så fællesskaberne under pres. [00:02:59] Anne-Marie Dynes Møller: Tygge, kan du ikke lige tage os med i, hvad mener du er de største udfordringer i folkeskolen til, fra dit forskerperspektiv? [00:03:07] Morten Kirk Jensen: Hvis man skal zoome ind et sted og finde en angrebsvinkel på det, så kan vi jo starte med at tale kroner og ører. Det er heller ikke noget, jeg er vild med, fordi kroner og ører er grundlæggende lidt kedelige, men desværre er det jo sådan, at økonomi er lige med pædagogik. På den måde forstået, at hvis ikke der er midlerne til det, så kan man ikke ansætte lærere og pædagoger, og de har heller ikke de timer, de skal have til at kunne udføre det arbejde, de skal. Og hvis nu vi kigger på skolen i det lys, så er der sket et voldsomt skred henover de seneste 10 år, som relaterer sig meget til den her problematik omkring, at vi kan se, at i langt de fleste kommuner, sådan noget som 83 ud af landets 98 kommuner, der har der været en forøgelse af den andel af skolebørnene, man sender over i specialundervisningstilbud. Og der kan vi se, at det følges med, at der er en meget stor del af økonomien inde på skoleområdet, der rykker sig i samme retning. Vi har samlet skoleøkonomi i Danmark på omkring 50 milliarder om året, og hvor specialområdet for de her cirka 10 år siden optog 20 procent af det, så nærmer vi os nu de 30 procent. Når vi kigger ud i de enkelte kommuner, så kan det være, at de på grund af den her udvikling her, har været nødt til at rykke 10 eller 20 eller 30 millioner væk fra skoleområdet og ind i specialundervisningsområdet. Og det er jo lige med medarbejdere og aktiviteter og dermed også støttemuligheder, og man kan sige sådan hele kapaciteten til at tilpasse undervisningen til forskellige børns behov i skolen, der på den måde er truet med at gå fløjten, eller i hvert fald er under pres. Så der er en del skoler, som ender med at skærer ned til grundfjellet, hvor man hele tiden er nødt til at optimere på, hvor mange elever, der kan sidde inde i klasserne osv. Og det har selvfølgelig en hel masse omkostninger. Ikke bare for de børn, der har nogle støttebehov, men for alle børn. [00:04:55] Thyge Tegtmeger: Parallelt med den udvikling, du har beskrevet, Thyge, så er der jo i hvert fald mindst to andre ting, som ikke har gjort det nemmere. Og den ene, det er jo demografiudviklingen. Den er gået ned ad bakke. Og parallelt med det, så er frekvensen, overgangsfrekvensen til de private og de frie skoler, den er steget samtidig. Og har også været med til at udhule de kommunale budgetter på skoleområdet. Og det har også lagt en ny dynamik over vores fællesskaber. For at være et stærkt fællesskab, skal der være altsidige muligheder for at finde konstruktiv samspil for de børn, der er der. Det er nok lettest, hvis der er en bred diversitet i elevgruppen. er rigtig fagligt dygtige børn, der har nogle kompetencer, og nogle andre, der kan være mere socialt udsatte, eller har nogle faglige vanskeligheder. Det der med at læne sig op ad, at finde nogle sociale samspil, der skaber tryghed i hverdagen, det kan være vanskeligt, hvis de dynamikker forsvinder fra vores fællesskaber, fordi omverdenens udvikling har trukket børnene nogle andre steder hen. Så vi har en opgave med at styrke folkeskolen, hvis vi vil folkeskolen på den lange bane. [00:06:04] Anne-Marie Dynes Møller: Vi taler jo sammen en gang imellem, og jeg kan jo en gang imellem høre på vandrørene, at du ikke mener, at det står så godt til i den danske folkeskole. Vil du gå så langt og sige, at den er gået i stykker? [00:06:16] Morten Kirk Jensen: Hvis det er sådan, at du spørger nogle af de børn, som er endt med at have det så skidt med at gå i skole, at de sidder derhjemme under dynen i et halvt eller et helt år eller endnu længere tid, og deres forældre, som har oplevet et stort pres i forhold til utrolig lang ventetid i forhold til at få noget støtte og hjælp i systemet, så er der bare ingen tvivl om, at de vil sige, at der er i hvert fald noget, der er gået i stykker her. [00:06:43] Anne-Marie Dynes Møller: De lærere, du taler med, når det ser værst ud, hvad er det så for en hverdag, de beskriver? [00:06:49] Morten Kirk Jensen: Der er en kompetenceudfordring for nogle lærere, altså at de simpelthen synes, de slås med nogle opgaver, som de ikke er fagligt klædt på til. Det handler jo om den måde, vi har drevet læreruddannelse på i mange år i Danmark, hvor det her med at tilpasse miljøet til en divers børnegruppe, det har måske fyldt for lidt, og det ser vi heldigvis takter i retning af, at det bliver bedre de kommende år. Der er også nogle udfordringer, tit og ofte, som handler om noget andet end kompetencer. Altså det kan handle om lærere, der egentlig er vældig velkørende og måske har arbejdet med nogle af de her udfordringer i flere år under nogle særlige rammer, f.eks. fra specialområdet. Også som arbejder i en almindelig skolekontekst, hvor de oplever, at det er særdeles vanskeligt at komme til bunds i det. Hvis man står som lærer med 26, 27, 28 elever, og der er en 3-4-5 stykker, der har brug for noget ekstra. Det kan være nogen, der Taber tråden, rejser sig for deres plads, begynder at prikke på nogle af de andre. Eller det kan være nogen, der har brug for noget særlig guidance af en eller anden slags. Så kan det simpelthen være en uafkommelig stor udfordring, selvom man godt ved, hvordan det skal gøres. Og så [00:07:59] Thyge Tegtmeger: tror jeg, man skal huske, at vi kigger ikke bare ind på sådan en grå masse af børn, der er i problemer. De kommer med en stor diversitet. Dem, der måske fylder mest i hverdagen, det er dem, der skaber problemer for de andre elever. Og ikke kun er et udtryk for, at der er nogle enkelte, der har problemer med at være i fællesskabet, men de er faktisk med til at ødelægge fællesskabet for de andre. Den der mangfoldighed af psykiatriske diagnoser, som fylder vores samfund, Den er også et tiltagende problem, og rettighedstænkningen afsat i vores diagnostisering i samfundet er også et [00:08:32] Morten Kirk Jensen: problem. Ja, helt enig. Altså, det er så vigtigt det her med, at [00:08:36] Anne-Marie Dynes Møller: det er lidt som [00:08:36] Morten Kirk Jensen: om, at henover de her seneste ti år, hvor vi har kunne se, at en stadig større andel af børnene bliver flyttet over i specialområde, der har vi kunnet se en tilsvarende kurve af flere og flere børn, der bliver henvist til pædagogisk-psykologisk rådgivning i kommunerne, får lavet en vurdering og sendt videre til den regionale børne- og ungdomspsykiatri, og så får stillet en eller flere diagnoser. Og fordi der er mange kommuner, så mange som godt 70 procent, der har organiseret deres specialundervisningstilbud ud fra diagnosekategorier, så er det ligesom, at diagnoserne er gået hen og blevet sådan en krummtab for støttetildeling i mange kommuners system. Altså sådan, at man simpelthen bruger det som en form for sorteringskategorier, ikke også? I forbindelse med tildeling af støtte. Det står jo ingensted, at man skal have en diagnose for at komme i et specialundervisningstilbud, så det er jo noget, der er [00:09:24] Thyge Tegtmeger: vokset frem. Og på den anden side, Tys, så står der heller ikke noget i lovgivningen om, at fordi man har fået en diagnos, så skal man have et specialt tilbud. Og det er jo også noget, der spiller vores medarbejdere og vores ledere i et pus, fordi der er altså en anden forventning hos forældrene, når børnene først har fået en diagnos. Fordi så er der ikke grænser for, hvad de forventer, der kan give sig hjælp. Der udstår et stort potentiale i at finde nogle, ikke bare nogle mellemformer i almene område, men nogle løsninger, som kan anskue tingene lidt mere på tværs mellem almen og specialt. Og så har vi et helt stort problem. Der kommer stort set ikke nogen tilbage fra specialområdet til almindreområdet, hvis først de er kommet i specialområdet. Så der er også det der med reinklusionstanken. Kunne man se det for sig i en fremtid, hvor man måske er halvtid i specialområdet og halvtid i almindreområdet? Helt enig. Altså [00:10:12] Morten Kirk Jensen: det her med, at enten sidder man sådan lidt karikæret, men alligevel er det faktisk sådan i nogle kommuner, at enten der sidder man som elev med lidt eller slet ingen støtte i en almindreklasse, Eller også så sidder man med fuld plade, fuld tid i et segregeret specialundervisningstilbud. Vi ser [00:10:27] Thyge Tegtmeger: også det modsatte tyve. Vi ser også, at almindelige områder kommer til at lave mere indgrebende og mere vidtgående indsatser i almindelige områder. Altså typisk en-til-en-undervisning. Så får ungerne faktisk svært, når de bliver visiteret til et specialområde, for der er de nødt til at være sammen med fem eller seks andre. [00:10:40] Morten Kirk Jensen: Ja, det er heller ikke en løsning det der med at lave de der en-til-en tilbud, fordi der løber taxameteret også bare lynhurtigt, så man er ligesom nødt til at få knækket nøden på en anden måde, og der kan vi også se, at der er flere og flere kommuner og flere og flere skoler, der prøver på at udvikle noget imellem almen skoletrinet og specialundervisningstilbudet. [00:11:06] Anne-Marie Dynes Møller: Inden vi dykker ned i, hvordan vi kan løse folkeskolens udfordringer, så kunne jeg godt tænke mig, at vi tager et skridt tilbage i historien til 2012, hvor et flertal på Christiansborg besluttede, at flere elever skulle inkluderes i folkeskolen. Hvad var grundtanken bag inklusion? Ja, men man [00:11:24] Morten Kirk Jensen: kan måske sige, at grundtanken er, at alle børn har ret til at gå i skole, og som en del er det også at få den hjælp og støtte, som de nu har brug for undervejs i deres skolegang. Det er både godt for det enkelte barn, og det er også godt for samfundet og arbejdsmarkedsdeltagelsen osv. Og det håndterer man så på den måde, at man lavede en økonomiaftale mellem regeringen og KL, hvor man skrev ind, at maks. 4 af den samlede børnegruppe måtte være i segregeret specialundervisning, resten skulle være i almenskolerne. Så lagde kommunerne sig simpelthen lidt hårdt i selen for at indfri det her mål her, og flyttede et stort antal børn fra specialundervisningstilbud og over i almenskolerne. Og lad os bare være ærlige og sige, det gik ikke ret godt. Det gjorde det ikke, fordi man var for dårligt forberedt til det, og rammerne var ikke på plads, og der skete utrolig mange andre ting samtidig på skoleområdet. Var folkeskolen [00:12:19] Anne-Marie Dynes Møller: set fra dit perspektiv bedre før inklusion [00:12:23] Thyge Tegtmeger: rykkede ind? Hvis jeg skulle lave noget om i den her proces og havde magt til det, så er det ikke værdien om inklusion, vi laver om på. Jeg var ikke absolut tilhænger af det her med et fast måltal for, hvor mange der skulle være. Jeg synes, vi skulle tage afsæt i børnene og de muligheder, de havde i de fællesskaber, de skal være i. Men når man så kigger på de vilkår, tingene udspillede sig under, I forhold til lærerne og de arbejdsforhold og de muligheder, de har og har haft siden, så var det nok der, at jeg ville tage retræten, hvis jeg havde magt, som jeg havde [00:12:56] Morten Kirk Jensen: agt. Jeg håber virkelig ikke, at man kommer til at gentage fortidens fejl og lave noget tilsvarende. Altså, vi kommer ikke til at køre den her i mål med bare at flytte børn tilbage i almindelskolen. Det kan godt være, at man kan forbedre det mange steder. Der er helt sikkert et eller andet potentiale. Sådan under 10% af børnene, der bliver flyttet over et specialundervisningstilbud, som ender med at komme tilbage i almindelig skole igen. Det er godt, hvad man kan gøre det bedre, men det er ikke det, man kommer til at kunne hænge sin hat på som kommunal inklusionsstrategi. Det er et helt andet sted, hvor man må sige, at heldigvis så langt de fleste kommuner i dag, når man skal at adressere den her problemstilling, så skal man egentlig ikke kigge på specialområdet. Man skal vende blikket imod almenskolerne, fordi det er der presset kommer fra. Og det er det, vi skal have repareret, hvis det er sådan, at man skal komme i den her problemstilling, bringe den hen et sted, hvor det er en mere holdbar udvikling, vi kigger ind i. [00:13:52] Thyge Tegtmeger: I [00:13:52] Anne-Marie Dynes Møller: har opridset, hvad I ser som nogle af folkeskolens største udfordringer. I skal forsøge at løse dem. Men inden vi gør det, så lad os vende folkeskolaftalen for 2024. Den indbærer et vejløft på 740 mio. kr. årligt til folkeskolen. Hertil kommer 120 mio. kr. frem til 2029 til indsatser mod langvejtbekymrende skoleforvær. Derover vil vores nye regering afsætte 5 mia. kr. til det, de kalder Børnens Danmark, som indfases frem mod 2030. De ekstra milliarder til folkeskolen kan f.eks. bruges på at fastholde og rekrutere lærere til at styrke indsatsen på de skoler, hvor fagligheden halter mest, og så kan de bruges på nedslidte klasselokaler, der skal renoveres. Det er jo komplekst, og kommunerne i Danmark er meget forskellige. Er det nok at fokusere kun på økonomien? [00:14:50] Morten Kirk Jensen: Det er slet ikke nok kun at fokusere på økonomi, fordi økonomien kommer ikke til at gøre en nævneværdig forskel. Det er en stor organisatorisk omvæltning i en del kommuner, vi kigger ind i. Der er nogle kommuner, der i en længere overrække har forfulgt en En lidt forkert strategi er simpelthen at have barberet mere og mere væk af de organiseringer og de arbejdsmåder ud fra almenskolerne, som i virkeligheden kunne være med til at gribe nogle af de her ting her. Og på grund af den udvikling, man har fulgt, hvor der er flere og flere børn, der er blevet flyttet over i specialområdet, og hvor økonomien jo så følger med, jamen så har man over tid simpelthen skåret helt ind til benet der, ikke også? Så de midler, man hælder ind i systemet, det er selvfølgelig afgørende vigtigt, hvordan man bringer dem i spil og hvad man bruger dem til. Hvis [00:15:39] Anne-Marie Dynes Møller: flere børn... Det, der sker, det er, at vi udhuler en lille smule vores almende skole, fordi pengene følger med eleverne til specialklasserne. De koster jo cirka [00:15:50] Thyge Tegtmeger: fire gange så meget. Præcis. Men hvorfor [00:15:52] Anne-Marie Dynes Møller: flytter kommunerne så ikke bare pengene tilbage, altså tager dem fra specialområdet og smider dem ned i almende skole? Og så er alle glade, og vi [00:16:01] Morten Kirk Jensen: har løst problemet. Ej, det var da en god idé. Ej, det var det i hvert fald ikke. For helt så simpelt er det jo ikke. På en vis måde var det egentlig det, man prøvede på tilbage i 12 og 13. For meget af økonomien rykkede over i special. Så tager vi simpelthen bare en ordentlig haps, og så hælder vi de penge sammen med en god andel af eleverne tilbage i almenskolen. Det gik jo mindre godt. Lad os bare sige det sådan. Fordi det er jo ikke noget, der på den måde kan lade sig gøre. Når børnene først er flyttet over i specialundervisningstilbudene, i specialskoler og specialklasser, så er midlerne jo på en vis måde låst fast i lønninger og i bygninger. Og når det er sådan, at det er under 10% af eleverne, der vandrer tilbage til almindelige skoletilbud fra specialundervisningstilbudene, så er de ekstra midler bundet over i specialområdet resten af de her børns skoletid. Det vil sige, at hvis barnet bliver flyttet over i forbindelse med skolestart, så er det hele vejen op gennem klasserækkerne, at der er den større andel af den samlede skoleøkonomi i den kommune, som vil være bundet over i specialområdet. Vi [00:17:10] Thyge Tegtmeger: er nødt til at investere på forkant. Vi kan ikke lege kispus med hinanden. Samfundet bliver målt på, hvordan vi behandler vores svageste borgere, og dem, der er mest udsatte på skoleområdet. Det er jo nok de børn, der er i specialområdet. Det skal også have en færre chance for at kunne lykkes med den specialpædagogiske opgave. Det kræver en anden nomering. Det kræver nogle andre dynamiske læringsmiljøer for at kunne håndtere det. Det skal ikke blive en slåskamp kun mellem special- og almindelige. Det skal være syn på udviklingen, der gør, at vi investerer før. [00:17:46] Anne-Marie Dynes Møller: Men Morten, hvis nu udskifter jeg Mette Frederiksen med dig. Du sidder med takstokken og kan ændre hele folkeskoleområdet. Hvor vil du selv starte? [00:17:54] Thyge Tegtmeger: Jamen, jeg vil finde midler fra det, de har af flere omgange i den sidste regeringsperiode i hvert fald kaldt det økonomiske råderum, og så sørge for at få investeret up front, inden vi begynder at tale om, at specialområdet så skal bestå af færre børn, eller skal nedjusteres i forhold til serviceniveau eller normering og sådan nogle ting. Så det ikke bliver en diskussion om, om det er den ene halvdel eller den anden halvdel af økonomien, der skal betale, men at man finder frie og nye midler, og så får dem ud til nogle målrette investeringer, Ud fra det, som Thy og hans kollegaer har fundet ud af, er virksomt i praksis. Så vi får gjort det, vi ved, [00:18:29] Anne-Marie Dynes Møller: der virker. Og Thy, nu nævner Morten også det her med, hvad der virker. Hvad viser din forskning? Er de nødvendige tiltag for at genoprette [00:18:39] Morten Kirk Jensen: skolesystemet? Vi har jo blandt andet lavet nogle interessante pilot-evalueringer af nogle af de udviklingsarbejder, som en række af skoler, vi har fulgt på tværs af kommunerne, har arbejdet med i forhold til det her med at få flere trin på stien imellem almen og specialundervisning. Der vil altid være nogen børn, der har brug for fuld tid i et højt specialiseret tilbud, men en meget stor andel af de børn, der får brug for støtte og hjælp, det vil være mindre og mere forbigående støttebehov, der vil være der. Så det her med, at der kun er en hammer i værktøjskassen, så begynder alting at ligne en søm, og man tænker sådan, at alting skal løses med de store midler. Det skal det ikke nødvendigvis, så det har været rigtig interessant. og følge de her skolers udviklingsarbejde med at udvikle de her mellemliggende former eller hybrider eller mellemformer, det som med den nye politiske aftale kommer til at hedde forstærket almenundervisning. Det viser rigtig gode resultater i forhold til at i højere grad imødekomme støttebehovene hos en ret stor del af de børn, der sidder og har brug for noget andet inde i skolen. [00:19:47] Anne-Marie Dynes Møller: Hvor mange år tror du, det vil tage at få folkeskolen på nogenlunde ret kurs igen? Vi har [00:19:54] Morten Kirk Jensen: 98 kommuner, der har et kæmpe rådrum at få fulgt. Forskellige udviklingsveje, har forskellige befolkningssammensætninger osv. Så skolerne står bare vidt forskelligt. Der er jo også masser af skoler, masser af kommuner, der ikke har nævneværdige udfordringer, og så er der også en gruppe, der er inde i en negativ udvikling. Og de står et sted, hvor det har taget små ti år at grave et hul af ret store dimensioner i økonomien, og det kommer også til at tage de næste ti år at komme op af det igen. [00:20:24] Anne-Marie Dynes Møller: Skal man som forælder, der er bekymret for sit barns skolegang, være bekymret for at sætte dem i den almenlige folkeskole? Det [00:20:32] Thyge Tegtmeger: skal man overhovedet ikke, men man skal interessere sig for sine børns skolegang. Man skal gå i dialog med de voksne, der er henne i skolen om, hvordan man kan bakke op og støtte op omkring miljøet og fællesskaberne. Hvordan kan vi hjælpe hinanden med at være gode sammen? Det var [00:20:46] Anne-Marie Dynes Møller: det, vi nåede i det her afsnit af Jernstarter. Tak til dig, Thy Techmeyer, seniorforsker i VIVE, og også tak til dig, Morten Kirk Jensen, direktør for læring i Hedensted Kommune.